Burgsteinfurt/Hamborg 2018

posted in: Ture | 0

Rejsedagbog for de tre første dage af sommertur 2018.

Søndag den 1. juli
Det gik rigtig fint med at få pakket bussen og vinket farvel til mor og/eller far, og vi kom afsted til tiden med en hel bus fuld af forventningsfulde og meget glade elever, så Arne H. vores chauffør var meget tilfreds.
Under færgeoverfarten gik eleverne ’hest og føl’ og de fik grundigt undersøgt udvalget i butikkerne ombord, men vi tror, at de fleste gemte slikindkøbet til Fleggaard.
Da vi kom til Fleggaard, var der 15 min. til butikken åbnede. Eleverne stod klar sammen med maaannngge andre kunder med indkøbsvognene klar til at ’angribe’ butikken præcis kl. 11.00. Vi tror, at Fleggaard må have oplevet rekordsalg af mest slik på kortest tid- for præcis 11.19 var alle igen i bussen, og vi var klar til at køre videre.
I bussen spillede eleverne kort: fisk og bank (?), de sang sange og lyttede til (dårlige) jokes, som blev præsenteret i højtaleren af medlemmer fra elevrådet som begyndte med et pliiinng på en lille grøn guitar, det var særligt sjovt, da det kun var dem selv, der grinede. Film fik vi også set, Shrek og Mamma Mia og en lille lur, blev det også til for nogle.
Vi ankom til gymnasiet i Burgsteinfurt kl. 18.30, der var en del vejarbejde og langsom kørsel undervejs, men vi holdt ikke stille i kø på noget tidspunkt, så en lille forsinkelse på en halv time var helt okay.
Da vi kom ud af bussen, blev vi taget imod med manér, det tyske orkester BSO stod klar og spillede et par numre for os. Det var en meget fin modtagelse. Herefter bød Torsten (lederen af BSO) velkommen, og eleverne blev indkvarteret i de tyske familier.
Søndag aften var der jo som bekendt VM kamp mellem Danmark og Kroatien, det havde de tyske familier helt styr på og alle havde mulighed fora at se kampen. Nogle spillede fodbold i haverne og stort set ingen kom i seng i ’ordentlig tid’😊.

Mandag den 2. juli

Mandag morgen mødte alle ind på gymnasiet kl. 8.00 i uniform. Det var tidligt at komme op i sin ferie, mente de. To piger måtte endda med en bus allerede kl. 7.15, for at være på gymnasiet kl. 8.00, men det kender vi jo godt hjemmefra, når vi har besøg fra Kongsberg eller Burgsteinfurt.
Efter lidt opvarmning kørte vi til en skole i byen og spillede en flot koncert i skolegården i det flotte vejr for meget begejstrede børn i indskolingsalderen. Efter at have pakket alle instrumenter ind i bussen, kørte vi en kort tur til en anden skole og pakkede det hele ud igen. På denne skole var eleverne lidt ældre, men også her spillede vi for et oplagt og begejstret publikum, der bidrog med mange klapsalver.
På Facebook ligger der lidt video, hvor man ser hele første del af koncerten – selve introduktionen til koncerten. Arne Svendsen har igen i år sammensat en fin entré. Først spiller alle slagtøjsspillere alene sammen med dem fra tambourkorpset, der spiller på tromme, et nummer af Safri Duo. Lige inden nummeret er færdigt indmarcherer resten af orkesteret med trompetisterne i front. Alle stiller sig bag deres stol til nummeret er færdigt. Det er en meget fin introduktion, og det lyder rigtig godt.
Til begge koncerter har især ’Happy’ sat gang i danserytmerne hos publikum, både skoleelever og deres undervisere, dansede og klappede med.
Traditionen tro blev ’Bommerten’ udleveret under træet ved indgangen til Arnoldinum. Dagens bommerten gik til to slagstøjspillere, der begge havde glemt at slå seidingen fra, da de stod der foran publikum og begyndte at spille på trommerne. De begyndte begge to at grine og klarede så flot at komme godt tilbage. Men det gik jo ikke ubemærket hen for elevrådet, der udnævnte dem begge til bommerten. Ret flotte – med pinke ’mormor’ trusser og lyserød Yvonne hat til den ene og pink skørt, vilde solbriller og diadem til den anden – kom de begge igennem resten af dagen.
Mandag eftermiddag blev alle elever delt op i hold sammen med eleverne fra det tyske orkester. De gik sammen i Burgsteinfurt til et ’Stadspiele’ – nu tror I nok, ligesom vi gjorde, at de skulle spille musik rundt omkring i byen… – men der spillede vores primitive oversættelse os nu et puds, for det handlede om en slags stafet rundt i byen, med opgaver og lege som gæt og grimasser. Eleverne meldte tilbage, at det havde været hyggeligt og sjovt, og de lærte de tyske elever lidt at kende.
Kl. 17.30 var alle hentet hjem til værtsfamilierne til aftensmad og senere havde en del familier arrangeret en komsammen for de ældste hos en af familierne – to piger kan prale af, at de havde nået en skøn tur i deres families swimmingpool inden aftenens komsammen – det forlyder, at Køge skoleorkester fik bank i fodbold til denne komsammen, men også at der var blevet kæmpet bravt.

Tirsdag den 3. juli
Kl. 8.00 sharp var eleverne igen klar til dagens strabadser. Til formiddag spillede vi på en skole for handicappede børn og unge. Selvom vi virkelig har haft et begejstret publikum de andre dage, var det ingenting i forhold til dette publikum. En så begejstret spontanitet har vi sjældent mødt og det var i den grad en fornøjelse at spille for dette publikum. Arne tilpassede hurtigt dagens repertoire, da han fornemmede en særlig reaktion på hurtigt rytmisk musik. Så det var en sand fest med glæde og masser af klapsalver, piften og hujen under åben himmel.
Vi spillede også for denne skole da vi var i Burgsteinfurt i 2013. Dengang forærede vi skolen et billede af KSO. Det var en anerkendende fornøjelse at se, at det billede hang på den bedste plads lige indenfor døren i deres fællesrum. Nogle af vores elever udpegede dem selv på billedet for nogle af eleverne på skolen.
Tilbage på skolen blev bommerten uddelt under træerne. Denne gang gik den til en pige, der var gået lige ind i en glasdør…fordi hun skulle kigge efter drenge. Efter et skift til civil kørte vi med bussen til Nordhorn, hvor vi sejlede ’rundt’ om byen. Det var en rolig velfortjent afslappet aktivitet, som eleverne nød. Der blev talt sammen på kryds og tværs af alder i båden. En times shopping tur blev der også tid til.
Turen tilbage til Burgsteinfurt foregik meget stille og roligt – nogle fik en lille lur. På gymnasiet var alle klar til fællesorkesterprøver KSO/BSO. I tiden fra 18.00 til 21.00 fik de to dirigenter Gretha og Arne styr på numrene til fælleskoncerten til onsdag. De yngste fra tambourkorpset tog hjem til Torsten og hyggede, de ældste tog med ud at handle.

Tre rigtig gode dage med supergodt vejr, rigtig søde dygtige elever og fine koncerter.

Fortsættelse følger…